onsdag den 13. april 2011

Nu med besøg af Hr. Tøger B.

Vi har i disse dage besøg af en lettere gul-grøn herre, Hr. Tøger B. Tøger er en lille fin undulat, som er en indflyttergave til svigerinden, som lige er flyttet til en superfin ny lejlighed i skønne, skønne Aarhus.

Tøger er dog formodentlig vaskeægte fynbo, eller ihvertfald købt i Plantorama i Odense. Vi nyder Tøgers selskab en uges tid endnu, og det er en sand fornøjelse at have en lille pipper i huset igen, efter at Pip-Niels faldt delvist lammet ned af pinden for et par måneder siden, men hun var også en aldrende fugl på 12 år, så kan man vist heller ikke forlange mere af sådan en lille fyr. Niels blev i sin tid købt som en stand in for en hund, men da jeg jo har fået min Vadehavsterrier, så behøver jeg ikke at dyrke ornitologiske interesser på hjemmefronten længere, så Niels' gamle bur ryger nu, i fint pyntet stand, til Smilets By.

Tøger B.
Lille grønne Tøger er opkaldt efter den afdøde chefredaktør på Politiken, Tøger Seidenfarden. Det forkortede efternavn B., står for Bøsseløg. Det er sådan set hverken sjofelt eller diskrimminerende ment, men blot Aksels udlægning af den gode danske ret "Bøf med løg", dog fandt medlemmer af svigerindens madklub, som har fået lov til at navngive fuglen, ordet bøsseløg helt perfekt til et fuglenavn - til svigerindens store fortrydelse.... Så derfor kom Tøger også på banen. Mon hun ikke er glad nok for det ;-)

tirsdag den 12. april 2011

Julemanden kommer med gaver nu???

Har gentagne gange forsøgt at forklare Aksel, at jul altså kun er en gang om året, og at der i skrivende stund er ret lang tid til at højtiden indtræffer på ny. Tror dog at ungen er ukuelig optimist, hvad det angår, for det første han sagde i morges da han slog øjnene op var, "Det er juleaften og Julemanden kommer med gaver nu".... AARRGGGHHHHH!!!


Tror at jeg får pip, hvis jeg skal blive ved med at snakke om julegaver lige indtil den 24/12, hvis så bare knægten kunne have valgt at have fødselsdag i sommermånederne, så havde vi det at se frem til, men niksen biksen, istedet valgte han at komme til verden den 17/12 - Det er skisme da dårlig timing ;-)

Så jeg vil væbne mig med tålmodighed og lægge ører til endnu en million gange "Julemanden kommer med gaver nu???"